Bekymringer ved en eventuel nationalpark
Fra naturgruppen - én af de fire hovedarbejdsgrupper under nationalparkundersøgelsen - kommer bekymringer for...
… om den eventuelle trafikkorridor tværs igennem nationalparken (Tåsinge, Langeland til Femern) vil medføre øget miljøbelastning
… om affaldsmængderne stiger. Udgifterne til øget oprydning kan eventuelt dækkes af overnatningsafgift
… om turismen vil blive reguleret i forhold til naturen
… at der må ske en kraftig forøgelse af kvægholdet, hvis målet for afgræsning skal nås
… om landbruget kan få lov til fortsætte
… om man vil sikre aftaler, som tager hensyn til lodsejerne
… hvordan man sikrer sig den brede lokale opbakning
… at bestyrelsen for nationalfonden ikke skal vælges, men udpeges af miljøministeren
… risikoen for, at lovgrundlaget ændrer sig
Jens Zimmer, Helnæs
Udover at "den lokale opbakning vil være helt central for at få en velfungerende nationalpark" (citat fra Rapport fra Den Nationale Følgegruppe vedr. Nationalparker 2006), så må lokalbefolkningen tillægges særlig stor betydning, når der skal prioriteres mellem konkrete ideer og forslag vedrørende bevarelse af kulturarv, naturbevarelse og -genopretning, udøvelse af øget friluftsliv, og fastholdelse og nyetablering af erhvervsliv, - hvor der netop mellem forslagene kan være indbyrdes konflikt med behov for prioritering. Lokalsamfundene er de primært og mest berørte i forhold til en fjern nationalpark-bestyrelse eller andre, der gennem et gratis engagement påtager sig et såkaldt "ejerskab. Hvordan sikres denne lokale inflydelse?"
Henning Krog, Faaborg
Jeg ejer Sinebjerg Camping ved Faaborg. Jeg er bekymret ved udsigten til at få en nationalpark,da jeg allerede er blevet snigløbet en gang, ved indførelse af 300m strandbyggeline. Denne har blokeret for udviklingen af min campingplads, på trods af alle løfter fra kommune og amt dengang om, at dette ikke ville ske. I vores landskab idag er kyster, skove, hegn, moser og enge jo allerede fredet.Resten af landskabet er udnyttet 100% erhvervsmæssigt. Derfor kan der ikke skabes noget, som gør vores område til en park, uden yderligere indgreb overfor erhvervslivet. jeg ønsker ikke flere restriktioner.Jeg har set mange nationalparker på rejser rundt i verden, og det drejer sig om naturlandskaber, ikke kulturlandskaber! Jeg tror ikke mere på løfter fra politikere og embedsmænd om frivillighed.
Ulrik Møller Andreasen, Tåsinge
Med henvisning til Nyhedsbrev nr. 9 er det bekymrende at se, hvordan medarbejderne i Sekretariatet bag Nationalparken bruger nyhedsbrevet til at fremføre egne argumenter. Jeg henviser her til afsnittet "Påstande dukker op igen og igen". Her bruger medarbejdere Nyhedsbrevet til at fremføre deres egen mening, udfra forkert forudsætning. Ang. påstand 1&2 må jeg henvise til side 7 nederste højre hjørne i Nationalparkavisen, hvor det fremgår "Miljøministeren kan dog lægge nogle begrænsninger på f.eks" Ang. påstand 3. Borgerne spørges ikke om de er interesseret, men bedes gå i arbejdsgrupper for at komme med gode ider til en Nationalpark. Hvis man mente det seriøst med at spørge borgerne, kunne man jo bare stemme om det i forbindelse med kommunevalget. Læs nyhedsbrevet her og informationsavisen om nationalparkprojektet her
Poul Dreisler, Helnæs, på borgermøde i Assens Forkert at kalde det nationalpark?
Er der ikke noget principielt forkert i at kalde Øhavet en nationalpark? Begrebet er utroligt svært at kommunikere ud, uden folk tager afstand eller i det mindste bliver meget skeptiske. Det andet og væsentligere argument er, at man lige så godt kan kalde hele projektet et generelt erhvervs- og bosætningsprojekt, der omfatter hele området og ikke kun det afgrænsede nationalparkområde. Dvs. de fem samarbejdende kommuner har de samme problemer, hvad angår disse spørgsmål uanset nationalpark. Dvs. uanset om Helnæs bliver en del af nationalparken, har Assens Kommune en opgave med udvikling af erhverv og bosætning på Helnæs under hensyntagen til bevarelse og beskyttelse af natur og kulturarv. Og det gælder også for de andre kommuner for deres nationalparkområder. Når det er sagt, har jeg personligt ikke noget at indvende mod projektets gennemførelse.
Ole Toxen-Worm, Havnegade 7, Bagenkop
Nationalparken som sovepude?
Jeg er bange for, at en eventuel nationalpark vil give landbruget lov til at svine vores i forvejen alt for belastede miljø yderligere i områder uden for nationalparken, og at det hele er en sovepude for at forhale de restriktioner, der helt klart er nødvendige for at bevare hele naturen og ikke kun natur i begrænsede områder.
Lokal borger, Helnæs:
2 måneders høring er for kort tid
Når forslaget til nationalparkplan sendes ud til offentlig høring, er der afsat 8 uger til offentlig høring. Det er meget kort tid hvis man som borger eller forening ønsker at sætte sig grundigt ind i sagen og komme med kvalificerede tilbagemeldinger.
Ulrik Møller Andreasen, Tåsinge, har skrevet et indlæg om sine bekymringer. Det kan læses her. Nogle hovedpunkter:
Uvished og manglende facts
- der hersker uvished og manglende facts omkring det fremlagte projekt, som på alle måder kun er visioner uden konkret indhold.
- de berørte borgere har ikke mulighed for at vurdere, hvilke konsekvenser en nationalpark vil have på længere sigt.
- hvis man virkelig mener det alvorligt fra kommunernes side med at forbedre vilkårene for landdistrikterne, så er det helt andre tiltag end en nationalpark, der skal tages fat på: En anstændig offentlig transport, internetforbindelse i en kvalitet tilsvarende den som man har i byerne, mobilforbindelse som man har i byerne, skattefradrag for istandsættelse af beboelsesejendomme i landdistrikterne.
Henrik Rasmussen, Haugbølle, Langeland En nationalpark er en etikette
Da en nationalpark efter det oplyste ikke medfører nogle ændringer, men blot er en etikette der påklæbes området, er det øjensynligt alene kejserens nye klæder endnu engang. Jeg er modstander af nationalparker!
Møde med otte beboere på Hjortø 11. juli:
Turister må ikke slide på digerne
Hvis en eventuel nationalpark medfører flere turister på Hjortø, er det afgørende, at de ikke går på digerne.
Johnnie Laursen, indehaver af Natur og Vrag Dyk, Langeland:
Kajakroere skal respektere dykkerflag
Har erfaring for, at kajakker ikke respekterer dykkerflag. Der kommer formentlig flere både dykkere og kajakker i en eventuel nationalpark, så det er vigtigt, at kajakkerne får besked om at sejle udenom.
Hans Halberg:
Nationalparken skal kun omfatte øerne.
Var ikke begejstret for en nationalpark på grund af frygt for nye indskrænkninger for jordbruget. Anbefaler, at en nationalpark kun kommer til at omfatte selve øhavet med de små øer.
Stine Lasthein-Andersen:
Ønsker ikke en nationapark - frygter restriktioner
Familien er bange for, at en nationalpark vil medføre yderligere restriktioner. De anbefaler i stedet, at Svendborg Kommune tiltrækker (unge) familier med bedre skoler og bedre børnepasning.
Borger fra Lydinge:
Må ikke blive et reservat.
Borgeren en bekymret for, om en nationalpark går hen og bliver et reservat, hvor beboerne ikke må nogen ting. Det er meget vigtigt at beboerne ikke oplever flere begrænsninger.
Lodsejer fra Syd-Tåsinge:
Oplever gener fra turisterne.
Han har jo set hvordan det jagt- og forstyrrelsesfrie område ved Tåsinge havde haft en meget positiv effekt på fuglelivet. Han er derfor bekymret for at flere turister vil kunne ødelægge hvad der nu er skabt.
Han oplever også at turisterne bruger hans private markvej som genvej, og frygter det vil blive værre under en nationalpark.
Beboere fra Strynø:
Vi kan ikke rumme flere turister.
Beboerne var meget bekymrede for om øen kan rumme flere turister, fordi turisterne ikke opfører sig ordentligt: De smider affald, respekterer ikke afgrøderne).
Der skal i hvert fald flere stier og bedre styring af færdslen til.
Aksel Rubæk, Kædeby:
Fritidshusejere skræmmes væk
Langeland har en værdifuld gruppe af fritidshusejere, som har købt og istandsat gamle huse for op til flere millioner kroner. Øen risikerer, hvis den bliver nationalpark, at blive overrendt af 1-dags turister, som vil skræmme fritidshusejerne væk.
Borger, Svendborg:
Dårlig ide med en nationalpark!
Mener det vil medføre restriktioner på jagt og fiskeri. Det er bare en salamimetode til at begrænse aktiviteterne yderligere.
Klaus Jørgensen, Tåsinge, skovfoged og konsulent:
Det er afgjort
mener, at samtlige politikere i de fem kommunalbestyrelser og de tre medarbejdere i sekretariatet HAR besluttet sig for en nationalpark i Det Sydfynske Øhav.
Ib Thomsen, Simmerbølle, formand for Langelands Fjerkræklub:
Frygt for rovfugle
Fjerkræformanden er nervøs for, at et stigende antal rovfugle i en eventuel nationalpark vil tage hans fjerkræ.
Preben Ahlefeldt-Laurvig, Korsebølle:
Mangler konkret indhold
Det er er stort sproblem, at politkerne ikke har spillet ud med et konkret forslag til indhold af nationalparken, så vi fra starten havde noget at forholde os til.
Christina Lohmann Hansen, Botofte:
Frygt for mere trafik
Nye sommerhusområder popper op alle steder på Langeland, men øens infrastruktur kan ikke bære mere trafik. I øvrigt er det i dårlig ovensstemmelse med en nationalpark at bygge tre kæmpemøller på land. De skal ud på havet.
Asgeir Ulsnes, Ristinge, har skrevet et debatindlæg:
Den øgede færdsel vil gå ud over lokalbefolkningen. Balancen mellem områdets dyreliv/fauna og lokalbefolkningen har været uændret gennem mange år. Hvis nogen ønsker at fylde flere mennesker ind i området, kommer det til at ske på lokalbefolkningens bekostning. Dette ved vi allerede af erfaring. Senest forrige år da nogle ville trække kajakturister til. Dengang blev der lavet begrænsninger i færdslen ved nogle af de små holme. Dette skete for at beskytte nogle rugende terner. Terner som vi har levet sammen med i mange år, men som man mente ville blive forstyrret af den øgede færdsel.
Lokalbefolkningen opfatter imidlertid området som en slags fælles eje, som de hæger om og beskytter. Det er derfor yderst problematisk når nogle få, ønsker at "sælge" det. Det store spørgsmål er, om vores naturområde overhovedet er til salg.
Turisterhvervet må skele til fremsynede kolleger, der forstår at sælge deres egne produkter. Eksempelvis krofolkene der kan finde ud af at sammensætte en menu, som folk gider at køre efter. Eller campingfolkene, der udvikler deres pladser så de er attraktive at besøge.
I øvrigt er der næppe nogen markedsføringsværdi i, at lokke folk ned til en natur, der er fyldt med turister.
Asgeir Ulsnes, Ristinge, modtog nationalparkundersøgelsens idevogn på humoristisk vis, da den parkerede på Ristinge Havn 20. juni. Han havde sat en snes plakater i A4 format op på vejpælene på den sidste strækning ned til havnen. Plakaterne beskrev tilstandene i en eventuel kommende nationalpark:
Nye slogans til nationalparken Kørene må ikke prutte
Mågerne må ikke klappes
Adgang kun iført grønne støvler
Piben må ikke bankes ud
De lokale må ikke fodres
Kun adgang med gyldig dåbsattest
Fiskeri tilladt på tirsdage fra kl. 7 til 7.01
Adgang kun ifølge med en tursit
Der må ikke gås på vandet
Der må ikke lades under badning
Ænder må ikke tilberedes
Køre skal holdes i snor
Eventuelle fiskere er kun til pynt
Hunde må ikke gø fra kl. 7 til 6.59
Rejer må ikke serveres på rugbrød
Jan Johansen, havnefoged, Bagenkop:
Pas på edderfuglene
Koncessionen til at pumpe sand og fiske sten ved Vejsnæs Flak og i farvandet syd for Keldsnor Fyr er netop forlænget i 20 år. Det er stærkt bekymrende og truer bl.a. edderfuglene.
To kvinder fra Kædeby, Langeland:
Seks årsager til ængstelse
De to kvinder frygter blandt andet
at lystfiskere (blandt andre de mange tyske lystfiskere på Sydlangeland) vil blive gennet for langt ud, når de vil kaste snøren i nationalparken
at Langeland vil blive oversvømmet af turister
- at landmændene vil få deres muligheder indskrænket, konkret om det fortsat vil være muligt at eksportere levende kvæg fra området
- at det bliver lovligt for hvemsomhelst at gå hvorsomhelst, også på privat jord og i folks haver
- at husene falder i værdi
- at jægerne får deres territorier begrænset
Conny Ramshøj, Ristinge:
for flere hegn
Er stærkt utilfreds med indhegningen af det kvæg, som Skov- og Naturstyrelsen har til at afgræsse området ved Ristinge Klint og Hale. Ståltrådshegn går så tæt på stierne, at man dårligt kan færdes på dem. I øvrigt er antallet af køer alle for lille til det store område - det springer i skov alligevel og har aldrig været mere tilgroet end nu. Pointe: Hun ønsker absolut ikke flere hegn, og hvis en nationalpark indebærer mere indhegning, er hun imod.
En række aktive og forhenværende erhvervsfiskere i Bagenkop og Ristinge, bl.a. Henning Egmose, Bagenkop, Henrik Nielsen, Hesselbjerg, Erik Kroman, Olaf Nielsen og Bent og Anni Jørgensen, Ristinge:
Frygt for restriktioner på fiskeriet
Fiskerne frygter ikke nationalparken som sådan - den kan jo ikke i sig selv indføre nye restriktioner på fiskeri eller andre erhverv. Men de er bange for, at der opstår restriktioner i kølvandet på nationalparken. At de grønne organisationer får lettere spil og at lovgivningen ad åre laves om og nye restriktioner og indskrækninger indføres på trods at forsikringer om det modsatte.
Claus Jensen, Strynø, sekretariatsleder for Sammenslutningen af Danske Småøer:
Huspriser vil stige
Er ikke i tvivl om, at en nationalpark vil gøre det mere attraktivt at have fritidshus på småøerne. Det får huspriserne til at stige og ejendomsskatten tilsvarende for ALLE huse - både fritids- og helårs-beboelser.
Ib Jensen, formand for Dansk Familielandbrug på Fyn:
For mange nationalparker og for få penge
Ib Jensen er bekymret for, at hvis der kommer seks nationalparker, bliver der for få penge til den enkelte. Oprindeligt havde folketinget kun planlagt to-tre nationalparker, nu er der allerede fem, og Nationalpark Det Sydfynske Øhav vil så blive nr. seks.
Landmand, borgermøde i Faaborg: Lokalpolitikerne vil i fremtiden skele til nationalparken!
Landmanden er bekymret for at de lokale politikere vil skele til nationalparken i deres fremtidige afgørelser og dermed fx. give flere afslag til udvidelser af husdyrhold, også selv om nationalparken ikke i sig selv giver hjemmel til afslag.
Jæger, Kirkeby:
En nationalpark vil indskrænke jagtmulighederne
Borgeren ønsker ikke en nationalpark fordi han er bange for at den vil medføre nye restriktioner for både jagt og fiskeri i området.
Beboer Kirkeby:
Naturen tåler ikke mere affald!
Er bekymret for at en øget turiststrøm vil medføre et øget svineri i naturen. Mener at der i forvejen er alt for meget affald i naturen.
Jonna Munk, Ærø:
Naturen bliver slidt ned!
Jonna Munk frygter at mange af de sjældne planter og insekter (fx. orkideerne, hvepseedderkoppen, klokkefrøen) vil forsvinde hvis der kommer mange flere vandrefolk. Man er nødt til at begrænse adgangen flere steder for at beskytte de sjældne dyr og planter.
Lars H. Jørgensen, Brunshuse:
Mere affald?
Lars Jørgensen frygter, at en evt. nationalpark vil medføre øget turisme og dermed øget affaldsbelastning i området. Han er meget kritisk overfor øget tilstrømning af turister, idet de ikke respekterer den private ejendomsret og smider affald i naturen.
På et borgermøde på Faaborg Gymnasium 2. juni (arrangeret af Faaborg-Midtfyn Kommune) med 80-100 deltagere gav især en halv snes landmænd udtryk for bekymring over blandt andet:
- at borgerne selv skal udvikle ideer til nationalparkens indhold. Det var bedre - mente nogle deltagere - hvis politikerne udarbejdede en nationalparkplan, som borgerne så bare kunne sige ja eller nej til.
- at en nationalpark er unødvendig. Både faste beboere og gæster passer i forvejen godt på naturen, kun fem-10 procent kan ikke finde ud af at opføre sig ordentligt. Det bliver ikke bedre, at politikere går ind og blander sig med ideen om en nationalpark.
- at der ikke bliver folkeafstemning om nationalparken.
at borgmestrene i Svendborg og Langeland kommuner modsiger sig selv, når de på én gang ønsker en ny motortrafikvej over Tåsinge og samtidig vil inddrage Tåsinge i en evt. nationalpark.
- at politikerne har besluttet at bruge 13 mio. kr. på nationalpark- undersøgelsen (det rigtige tal er 11 mio. kr., red.). Pengene var bedre brugt på helårsturisme og udvikling af erhvervslivet.
- om beslutningskompetence flyttes fra lokalt nivesu til centralt niveau, fra kommunalbestyrelserne over til møiljøministeren.
Lisbeth Jensen, Øster Skerninge:
Naturen skal forbedres
Vil en nationalpark lade naturen udenfor endnu mere i stikken og dermed forværre den tendens, der allerede er til at skabe A og B natur? Det er ikke nok at hjælpe naturen inden for mindre områder som f.eks. habitatområder eller en nationalpark - det er vigtig forbedre naturen og skabe forbindelser i hele området. Hvis en nationalpark vil betyde at naturen uden for bliver glemt så Lisbet Jensen helst ingen nationalpark.
Fire elever fra Ollerup Efterskole Sang & Musik:
er bekymrede for, om naturen får lov til ”at være sig selv” hvis der bliver oprettet en nationalpark - at den bliver for friseret og tilrettelagt i forhold til adgang og oplevelser for turister. De mener at der må blive tale om en hårfin balance mellem natur og friluftsliv.
En kyllingeavler fra Ollerup:
Restiktioner?
Vil en nationalpark vil påføre landbruget flere restriktioner - det kan landbruget ikke klare økonomisk. Landbruget har ikke tillid til, at lovgivningen ikke bliver ændret så der stilles skærpede krav inden for en nationalpark.
En tømrer fra Kirkeby:
Ikke flere turister
Ønsker ikke flere turister i området og mener, at en nationalpark vil medføre restriktioner, så det ikke længere vil kunne lade sig gøre at drive erhverv eller gå på jagt inden for området. Kajakroere er allerede et stort problem i Det Sydfynske Øhav, hvor de går i land i fuglenes yngleområder.
Kvinde på Ærø:
Flere folk ødelægger naturen
Hun er meget bekymret for om de mange flere turister som en nationalpark vil afstedkomme, vil ødelægge den fine natur der er på Ærø, med sjældne blomster og insekter.
Landbrugslærer Karsten Olsen, Ærø:
Nationalpark vil beskære antal husdyr
Karsten Olsen er bekymret for at en nationalpark vil medføre en reduktion i antallet af husdyr. Dette vil forhindre yderligere udbygning af økologisk landbrug på Ærø, idet der vil komme til at mangle husdyrgødning.
Han er ogås bekymret for at hele diskussionen om et gylle-biogas anlæg på Ærø er kørt så meget i sænk, at den ikke vil kunne genopstå, nationalpark eller ej.
Højskolelærer, Faaborg:
Forbyd speedbåde i de sårbare områder
Der er sket en stigning i antallet af speedbåde i Det Sydfynske Øhav, og de kommer nu også ind i meget sårbare områder, fx. i Lindelse Nor på Langeland.
Er bekymret for at denne udvikling går ud over det rige fugleliv i noret.
Rikke Andersen, Korinth, professionel hundetræner:
Hvor skal vi træne hunde?
Har oplevet problemer med at finde arealer til hundetræning omkring Faaborg og frygter, problemet vokser, hvis området bliver nationalaprk. Der er SÅ meget skov, og allerede nu kniber det med at få et lille hjørne til hundetræning.
Ruth Andreasen og Conny Andreasen, Korinth:
Brug pengene til ældre og syge
Begge elsker naturen, men de frygter, at pengene til en eventuel nationalpark vil blive taget fra ældreområdet eller sygehusene. Og det ønsker de ikke.
Christian Ulrich, Skjoldemose:
Skepsis over for styreformen
Med afsæt i, at en nationalpark skal drives af en fond og ledes af en bestyrelse giver Christian Ulrich udtryk for dyb skepsis over for projektet og frygt for, at man blot opbygger et nyt bureaukrati med Tordenskjolds soldater. Christian Ulrich har ikke tillid til nationalparklovens bestemmelser om, at alle aftaler skal indgåes gennem frivillighed og samarbejde og at nationalparken ikke kan indføre nye restriktioner. Han forudser, at Folketinget ændrer loven, når/hvis nationalparken er realiseret.
Økologisk landmand Flemming Elsborg, Korshavn:
Intet behov for en nationalpark
Tror ikke på, at nationalparken vil gøre noget som helst bedre for området. Imod opbygning af nye organisationer som en nationalparkfond med en bestyrelse, som formentlig kun vil varetage sine egne interesser. Nationalparkens formål kan opnås uden etablering af en nationalpark.
Landmand Børge Carlsen, Avernakø:
Frygt for landbrugets fremtid
Imod nationalparken, fordi han frygter, det bliver umuligt at drive konventionalt landrug i en nationalpark. Han mener, den vil medføre yderligere restriktioner, og at Danmarks Naturfredningsforening vil sætte sig igennem med et krav om, at al landbrug i nationalparken skal være økologisk.
Borgermøde, arrangeret af Lyø beboerforening 7. maj, cirka 25 deltagre:
Ekspropriation
Flere var bekymrede for, om kommunerne vil kunne ekspropriere jord til nationalparken og for, om det bliver endnu sværere at få realkreditfinansieret sin ejendom i en nationalpark.
Fiskere, Tåsinge:
Forbud mod garn
Fiskerne var bekymrede for om en nationalpark vil medføre et generelt forbud imod fiskeri med garn.
Lodsejer, Tåsinge:
Flere folk og flere stier
en lodsejer var bekymret for om ennationalpark vil medføre at der bliver tvunget flere stier hen over hans jord og at der vil komme for mange besøgende.
Landmænd på Tåsinge:
Yderligere indgreb
Bekymrede for om en nationalpark på et eller andet tidspunkt vil føre til yderligere restriktioner for landbrugsdriften.
Tåsingeboere:
Problemer for landsbyerne
Flere beboere udtrykte bekymring for om en nationalpark vil begrænse udviklingsmulighederne for landsbyerne, og dermed forværre den allerede stramme situation for disse samfund.
Biavlere uden for Svendborg:
Småvejene kan ikke tåle de store gylletransporter
Biavlerne er bekymrede for om de små veje vil kunne holde til den fortsatte og evt. stigende transport af gylle fra svinegårdene til udspredningsmarkerne. Foreslår derfor at der i en evt. nationalpark indføres mobile gylle separationsanlæg.
Kite-surfer, Tåsinge:
Forbud mod kite-surfing?
Han er bekymret for at der vil blive indført forbud imod kite-surfing i en evt. nationalpark.
Landmand på Tåsinge:
Den lille mand i den store proces
En landmand er bekymret for hvordan han kan komme ind i processen og gøre sin indflydelse gældende.
Naturfolk på Tåsinge:
Frygt for fuglelivet
Bekymrede for at en øgning af kajakturismen vil gå ud over det enestående fugleliv.
Svend Bøgebjerg, Vejstruprødvej 1, Sjølund - med fritidshus på Lyø - har sendt denne mail: Frygt for styring ovenfra
I et af jeres svar til et spørgsmål skriver i, at en nationalpark er "et område, hvor man beskytter naturen extra godt". Det stemmer ikke helt med, at I siger, at der ingen ændringer eller begrænsninger vil komme.
Jeg ved godt, at samfundet ændrer sig overalt, også på de små øer, dog nok her en smule langsommere. Men jeg er en smule bange for, at det kan ende med at blive styret af myndigheder, der har manglende lokalt kendskab til øsamfundene.
På et borgermøde i Horne 30. april (arrangeret af Horne Lokalråd) med cirka 25 deltagere var den gennemgående bekymring, at der kommer flere restriktioner og regler i forbindelse med nationalparken. Desuden:
- at frivillige aftaler afløses af tvang om 10-20 år
- at antallet af turister blive så stort, at det går ud over naturen
- at turiststrømmen bliver ukontrolleret
- at nationalparken bliver topstyret, at menige borgere får for lidt indflydelse
- at mange landmænd vil modarbejde ideen om en nationalpark
- at manglende samfærdsel/færger vil hindre/hæmme udviklingen af en nationalpark
- at nationalparkideen bliver mødt med ligegyldighed, manglende engagement, egoisme
- og at nogen tror, at vi kan leve af at lave marmelade og lerskåle!
På et møde i Turistforeningen i Faaborg-Midtfyn var bekymringen især: Kan erhvervet blive ved med at være der? Vil etableringen af en nationalpark påvirke nuværende og fremtidige virksomheder?"
Mange langelændere:
Hvorfor ikke hele Langeland?
Nationalparkens idevogn besøgte Langeland - Rudkøbing, Lohals og Humble -16. til 19. april. Mange af vognens gæster, cirka halvdelen, 50-60 personer - undrede sig over, at kun halvdelen af Langeland er med i det såkaldte undersøgelsesområde.
En bekymring gik på, at kun projekter inden for nationalparken kan få del i de tilskud, som nationalparken vil modtage fra staten og for eksempel fonde.
En anden at det bliver svært for gæster at finde ud af, hvornår de er indenfor og udenfor. Se kort over undersøgelsesområdet her.nbsp;Læs hele notatet om afgrænsningen af undersøgelsesområdet herfont>
Anders Lauritsen, Lohals:
Nyt Knuthenborg?
Overbevist om, at en nationalpark vil omdanne Lohals til et område som Knuthenborg Safaripark, hvor de vilde dyr går frit omkring og som afspærres med hegn og bomme, og hvor man skal betale entre for at køre ind.
Landmand Kaj Nielsen, Hesselbjerg:
De grønne organisationers magt
Bekymret for, at om de grønne organisationer - især Danmarks Naturfredningsforening - efterhånden kommer til at bestemme det. Mener, at de allerede har mere at skulle have sagt end både lokale og nationale politikere.
Landmand og bed- and breakfastindehaver Theo Skou, Langeland:
Vandrere i sprøjtespor?
Bekymret for, om det efterhånden bliver lovligt at spadsere i landmændenes sprøjtespor - dem, som også kaldes gyllespor, men som Theo Skov foretrækker at kalde kulturspor. Det er de "stier", som hjulene fra landbrugsmaskiner efterlader på markerne.
Landmand, Kædeby, Langeland:
Forbud mod salg af avlsdyr?
Bekymret for, om der kommer yderligere restriktioner på salg og eksport af avlsdyr. Hvis der kommer flere gæster, mere trafik hen over ejendommens marker og omkring dyrene, indfører veterinærmyndighederne måske forbud mod salg og eksport af levekvæg på grund af sygdoms- og smitterisikoen?
Anders Klingenberg, Rifbjerg, Langeland:
Kun for de meget rige og helt fattige
Sydfyn og øer bliver kun for de meget rige og de helt fattige, hvis vi får en nationalpark. Jeg kunne tænke mig at overtage mine forældres ejendom på 50 hektar på Avernakø, men hvis det skal ligge hen med græs og mælkebøtter, kan min familie jo ikke leve af det. Jeg forudser også, at det bliver endnu sværere at få lov til at udvide bedriften. Min familie er bønder, men samfundet fader os langsomt ud.
Henning Sørensen, Faarevejle Alle 1, Rudkøbing: Ikke flere gæster, tak
Allerede nu er vi meget plaget af "gæster", der opfører sig, som det passer dem. De kører i bil, parkerer, hvor det passer dem, cykler på Øhavstien uanset om vi gør dem opmærkson på, at det ikke er tilladt, løse hunde har vi også problemer med. Ja, jeg kunne blive ved, så drop venligst at invitere flere gæster.
Nationalparkundersøgelsens idevogn har under sin rundtur på Ærø i uge 14 og 15 mødt blandt andre disse bekymringer:
Et landbopar, Vitsø: Bekymrede for, om beslutninger bliver presset ned over hovedet på dem, selv om det bliver lovet, at det er frivilligt, om man vil afgive jord.
En tidligere erhvervsfisker fra Ærøskøbing: Bekymret over, om trawling efter torsk mellem Ærø og Avernakø bliver forbudt.
En strand- og havjæger: Bekymret for, om havjagten nord for Ærø vil blive indskrænket.
Værftsarbejdere fra Vitsø værft: Bekymrede om en nationalpark vil stille yderligere skrappe krav til værftet.
En tidligere landmand, nu mekaniker i offshore-industrien: Bekymret for at der i fremtiden kun bliv er plads til meget få, meget store landbrug. Bekymret for at fremtidens familielandbrug - hobbylandbrug - ikke vil være økonomisk bæredygtige.
En aktiv landmand fra Riise: Bekymret for om processen er demokratisk for de lokale! Bekymret for, om det er folk ”udefra” der kommer og bestemmer.
En naturelsker fra Vitsø: Bekymret for, om der nu bliver nok natur i en evt. nationalpark.
Et par fra Ommel: Bekymret over at nogle få landmænd kan blokere for mange menneskers ønsker om et sti ved Nevre. Hvad kan det ikke føre til med hele nationalparkideen?
En kvinde fra Ommel, som flittigt vandrer og cykler i den ærøske natur, er bekymret over, om nationalparken vil medføre flere hegn, altså flere lukkede områder. Hun synes, det er i orden med hegn af hensyn til for eksempel kreaturer, men der skal være stier og låger - og der skal være mange af dem.
En strandjæger fra Ærøskøbing er bekymret over, om der kommer flere begrænsninger i hans muligheder for jagt i farvandet ud for Ærøskøbing.
En sejler med speedbåd - også fra Ærøskøbing - nyder at sejle og stå på vandski i Det Sydfynske Øhav. Han synes, sejladsen i Øhavet er begrænset nok i forvejen og frygter flere begrænsninger i form af forbudsområder eller fastlagte ruter, som både skal bruge.
Lodsejer, jæger på Helnæs:
Ikke mere trafik, tak
Hvis Helnæs var en ø, ville færgesejladsen sætte en naturlig grænse for mængden af turister. Men her kan de bare køre over dæmningen! Vejnettet på Helnæs kan ikke tåle yderligere belastning, så skrækscenariet er for stort pres fra turister. Folder om Helnæs udgivet af Skov- og Naturstyrelsen gav et stort boom i besøgende for nogle år siden. Folk på Helnæs er ikke glade for folderen. Gæsterne opførte sig, som om de var inviteret.
|