Hvorfor oprette en nationalpark i Det Sydfynske Øhav?
Loven om danske nationalparker opregner 10 formål. Kort fortalt skal man i en nationalpark gøre en særlig indsats for at passe på naturen og kulturarven og samtidig give alle bedre muligheder for friluftsoplevelser.
En nationalpark skal altså gavne både naturen, menneskene og hele områdets udvikling.
Loven giver ikke noget endegyldigt svar på, hvad en nationalpark skal indeholde eller hvordan den skal se ud. Det er langt hen ad vejen op til den lokale befolkning - altså alle os, der bor på Sydfyn og øer - og en række faglige analyser, som er på vej.
Men fem andre områder i Danmark er i gang med at etablere nationalpark, og på baggrund af deres undersøgelser kan man håbe på følgende gevinster for Det Sydfynske Øhav:
NATUR/KULTURPLEJE Der kan gøres en særlig indsats for naturen og kulturarven på Sydfyn og øerne.
FRILUFTSLIV Der skabes bedre friluftsmuligheder for beboerne på Sydfyn og øerne. Børn og voksne kan få endnu flere gode oplevelser i naturen. I den sidste ende betyder det jo, at vi passer bedre på den.
ERHVERVSUDVIKLING Som nationalpark vil Det Sydfynske Øhav sende klare signaler til omverdenen om, at området har en særlig styrke - en helt unik natur. Natur er et væsentligt kriterium for bosættere og turister, så en nationalpark vil efter al sandsynlighed tiltrække flere fastboende og gæster til gavn for erhvervslivet.
ØHAVSPRODUKTER Der kan skabes grundlag for produktion og fælles markedsføring af kvalitetsprodukter med en særlig Øhavs-historie. Alt fra kunsthåndværk til fødevarer.
LANDBRUGSSTØTTE Med etableringen af en nationalpark følger en sum penge fra staten, og de vil blandt andet kunne bruges til at skabe alternative indtægtsmuligheder for landmændene - til gavn også for naturen.
Læs mere om danske nationalparker på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside her
|