Hvor skal grænsen gå?
Hvor stor skal en eventuel nationalpark i Det Sydfynske Øhav være?
Det bestemmer i den sidste ende miljøministeren, men først får alle borgere ordet og siden de lokale politikere.
Men debatten skal jo have et udgangspunkt, og styregruppen for nationalparkundersøgelsen har defineret det undersøgelsesområde, som ses på kortet her.
Begrebet "undersøgelsesområde" skal tages meget bogstaveligt. Intet ligger fast, men det er formentlig inden for disse grænser, nationalparken kommer til at ligge. Den bliver næppe meget større, det bliver altså svært at få nye områder med. Til gengæld kan det godt være, at mindre områder pilles ud - igen afhængigt af den kommende debat.
Lodsejere, som kigger på stregen og bliver usikre på, om deres ejendom ligger uden for eller inde i nationalparken, kan ikke bruge kortet til at afgøre spørgsmålet. Men alle har mulighed for at blande sig i debatten i de kommende måneder, og omkring 1. september begynder fire arbejdsgrupper at gå i dybden med nationalparkprojektet. Da bliver det interessant at høre både fra dem, der gerne vil ind i parken og dem, der helst holder sig udenfor.
Til næste forår udarbejdes et mere præcist forslag til nationalpark-grænser, og det vil blive præsenteret for borgerne i hele undersøgelsesområdet, før politkerne beslutter, hvad de eventuelt vil foreslå miljøministeren.
Hvis miljøministeren derefter beslutter, at Nationalpark Det Sydfynske Øhav skal etableres, vil alle beboere i området igen blive direkte involveret i en høringsproces, før grænserne kan drages - og nationalparken indvies. Det sker tidligst i 2011.
|