Seks faglige analyser
Til brug for hver af de fire hovedarbejdsgrupper udarbejder nogle eksterne konsulenter seks grundlæggende analyser - fire af dem er færdige.
Formålet er at sikre, at alle deltagerne i en arbejdsgruppe får et fælles fagligt grundlag at arbejde ud fra, og at de får et overordnet indblik i sammen-hængene f.eks. i naturen eller i kulturhistorien. Analyserne skal bidrage til, at arbejdsgrupperne arbejder på et højt fagligt niveau.
Analyserne skal også bidrage til at udvikle Sydfyn og Øer ved at give input til f.eks. den kommunale planlægning og til turist- og erhvervsudviklingen i øvrigt. De vil således tjene et bredere formål end som baggrundsmateriale for nationalparkundersøgelsen.
NATURANALYSEN beskriver de naturtyper, der findes i undersøgelsesområdet i Det Sydfynske Øhav, og karakteriserer dem ud fra deres nationale og internationale forekomst og værdi til brug for en vurdering af, hvilke naturtyper, der bør indgå som de centrale elementer i en evt. nationalpark. Det kan eksempelvis være strandenge, stævningsskove, overdrev, nor og kystskrænter.
Den giver en status for den udvikling, der allerede har fundet sted i naturtyperne, og beskriver årsagerne til denne udvikling. Herunder samler den op på, hvilke trusler, der fremover vil være for naturtyperne og kommer med konkrete forslag til, hvordan man kan imødegå disse trusler, og hvor man bør sætte ind for at forbedre naturindholdet i en nationalparksammenhæng.
Analysen er udført af Naturplan APS, Bryrup. Læs/print den her
LANDSKABSANALYSEN er en overordnet beskrivelse af landskaberne i hele undersøgelsesområdet.
Den fremhæver bl.a. de landskabselementer, der er specielle for Det Sydfynske Øhav, f.eks. hatbakkerne på Langeland, strandengene langs Øhavet, De Sydfynske Alper, norene m.v. Landskaberne er i princippet bygget op i to grundlæggende processer: Den geologiske tilblivelse af landskabet og den senere kulturelle anvendelse.
Ud fra analysen karakteriseres vil de sydfynske landskaber ud fra deres udbredelse i Danmark som helhed og ud fra deres nuværende tilstand i form af f.eks. lokal påvirkning. Analysen stiller konkrete forslag til, hvordan man kan sikre eller forbedre de væsentlige landskabselementer.
Analysen er udført af konsulentfirmaet NIRAS, Allerød. Læs/print den her
FUGLEANALYSEN fokuserer på kystfuglene, fordi Det Sydfynske Øhav er kendt for netop fuglelivet langs kysterne. I forbindelse med en eventuel fremtidig udvikling af den maritime turisme er det desuden i forhold til kyst- og havfuglene, man kan forvente de største konflikter.
Analysen består af traditionelle tællinger af ynglefugle i området og belyser udviklingen i bestandene så langt tilbage, som data rækker.
Analysen er udført af biolog Rasmus Bisschop-Larsen. Læs/print den her
DEN KULTURHISTORISKE ANALYSE beskriver de kulturhistoriske elementer i undersøgelsesområdet i Det Sydfynske Øhav med særlig vægt på de miljøer, der er karakteristiske for området.
Analysen lægger vægt på de historiske temaer og epoker, som i dag er synlige i landskabet og vurderer deres værdi i relation til resten af Danmark.
Rapporten gennemgår de typiske elementer inden for hvert tema og hver epoke og beskriver den nuværende tilstand samt tilgængeligheden af dem. Den giver konkrete forslag til, hvordan man kan styrke bevarelsen og synliggørelsen af de vigtigste kulturhistoriske elementer i området.
Analysen er udført af Faaborg Kulturhistoriske Museum. Læs/print den her
ANALYSEN AF FRILUFTSLIVET - Friluftsliv i Det Sydfynske Øhav - beskriver det nuværende niveau af friluftstilbud inden for undersøgelsesområdet og vurderer, hvilke der er de mest karakteristiske for området. Rapporten kommer med forslag til udvikling af yderligere friluftstilbud i en evt. nationalpark og giver eksempler på mulige konflikter mellem benyttelse og beskyttelse af naturen i Sydfyn og Øhavet.
Analysen er udført af biolog Jens Nyeland for Nationalparksekretariatet. Læs/print rapporten her
DEN ERHVERVSØKONOMISKE ANALYSE vil indeholde to hovedelementer:
Dels en analyse af den eksisterende erhvervsstruktur med fokus på den hidtidige udvikling af de vigtigste erhvervsgrupper og en beskrivelse af de faktorer der har styret denne udvikling. Analysen vil på dette grundlag beskrive to fremtids-scenarier for erhvervet i det sydfynske område: Hvordan vil erhvervsudviklingen kunne se ud såfremt der etableres en nationalpark Det Sydfynske Øhav, og hvordan vil den se ud uden?
Det andet element er et case-study, der gennemgår en række udenlandske nationalparker. Rapporten vurderer på dette grundlag hvilke af de udenlandske erfaringer der kan danne grundlag for nye erhvervsmuligheder i Det Sydfynske Øhav, og som vil kunne skabe større beskæftigelse og bosætning i området.
Analysen er udført af konsulentfirmaet NIRAS, bistået af Dansk Landbrugsrådgivning, Skejby.
Læs hovedrapporten (formidlingsrapporten) her.
Læs baggrundsrapporten her.
|